Sygdomme og katastrofer er ikke en guddommelig straf – de er prøvelser og påmindelser

I Allāhs navn, Mest Nådefuld, Særdeles Barmhjertig

Velsignelser og fred være med vor Mester og Leder, Profeten Muḥammad, hans familie og ledsagere.

I denne Corona-tid er der en del muslimske brødre og søstre, der har udtrykt, og spreder denne idé, at Corona-virus er en straf fra Gud; at det ikke er os, der har forladt moskéerne, men at Gud har forhindret os i at tage til moskéerne osv.

Om end man bør bruge disse anledninger – hvor noget ganske almindeligt, pludseligt formindskes eller mistes – til at reflektere, fordybe sig og vende sig mod Sin Herre; at ihukomme Ham og lovprise Ham samt angre for sine fejl og mangler samt sine synder og forseelser, så er det ikke korrekt at opfatte denne type hændelser for at være en “straf” fra Gud.

Hvorfor? Fordi det er baseret på en materialistisk og enøjet tilgang til menneskets eksistens og forsømmer helt at se det store billede; derudover går det direkte imod veletablerede religiøse principper, som formuleret af Allāhs Sendebud ﷺ.

I denne sammenhæng er der to hadith, som er særdeles relevante og som jeg kort vil opridse her:

Profeten Muḥammad ﷺ sagde: »Forundrende er den troendes anliggender; for sandelig er hele hans sag god, og dette gælder ikke for andre end den troende: Hvis han oplever medgang, udviser han taknemmelighed, og det er godt for ham og hvis han rammes af modgang, udviser han tålmodighed, og det er (ligeledes) godt for ham« (Muslim).

I denne hadith oplyser Profeten ﷺ os, at en troende hverken i medgang eller i modgang er i en tilstand af fortvivlelse, men at han uanset sin prøvelse, hvad enten den består af medgang eller modgang, kan forholde sig til sin situation på en måde, så den forøger ham i nærhed til sin Herre.

Modgang er en prøvelse, for man rammes af besvær og kriser og prøves i sin tillid til sin Herre, blandt andre ting; mens medgang ligeledes kan være en prøvelse, for man rammes af denne verdens goder, der kan distrahere én fra sin Skaber, og kan endda føre til endnu større skade for ens sjæl og sit forhold til Skaberen end verdslig modgang.

I den anden beretning, sagde Profeten Muḥammad ﷺ, idet han oplyste os med sine velsignede ord:

»Ingen modgang rammer en troende, uden at Allāh udvisker nogle af hans synder på grund af den, selv hvis det bare er en torn, der stikker ham« (al-Bukhārī).

En troende bliver ikke straffet i denne verden. En troende bliver prøvet. Og ingen blev prøvet mere end Guds egne elskede og nære profeter, hvad Profeten Muḥammad ﷺ også har oplyst os i andre beretninger.

Tværtimod er modgang en mulighed og anledning til at Gud renser os og tilgiver os, såfremt vi håndterer denne modgang på en ordentlig måde og ikke fejler i vores reaktion til den. På samme måde er modgang også en påmindelse om at der findes en Magt over os, for som mennesker har vi ofte en tendens til at glemme vores Herre, Hvis guddommelige Magt og Vilje opretholder ikke blot os og vore liv, men hele skabelsen.

Modgang er ikke en straf fra Gud; modgang er en mulighed for at vise, hvor stærk ens tro er og hvor standhaftig man er i sin tillid og tiltro til sin Skaber.
Det handler således om ens egen indstilling og den måde, man håndterer modgangen og krisen på; udviser man tålmodighed og holder man fast i sin Elskede Profets ﷺ vejledning, så vil man utvivlsomt blive belønnet, og vender man sig bort fra sin Herre og Hans vejledning, så har man skadet sig selv og sin situation.

Naturkatastrofer, sygdomme, lidelser, katastrofer af anden slags – for den troende er disse ting ikke en straf i denne verden, men er blot prøvelser; prøvelser, som man kan lære af og få gavn af eller prøvelser, som man kan miste fodfæstet af og tage skade af.

Endeligt, lærte Profeten Muḥammad ﷺ os også, at vi ikke skal være hovmodige og arrogante, således at vi nærmest beder om disse prøvelser – nej, for Profeten Muḥammad ﷺ selv, lærte os at være ydmyge, og anråbe Gud om at afværge disse prøvelser fra én så vidt muligt.

Derfor – og af andre årsager – er det os pålagt at angre, søge Gud om tilgivelse og reflektere over vores forhold til vores Herre, vores nære og kære, og vores egen situation, både vores liv og vores efterliv. Det er os pålagt at afværge enhver skade, i henhold til vores evne, og forebygge, så godt vi kan, og bestræbe os på at fjerne besvær, smerte og lidelse fra hinanden.

Men hvis noget rammer os – så er det ikke en straf. Det er en prøvelse. Ligesom hele livet er en prøvelse.

Så vi beder Allāh om at tildele os alle retledning, styrke og standhaftighed til at stå fast og styrke os i vores tro, overbevisning og praksis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *